IMPAC-nominering til Sissel-Jo Gazans bestseller Dinosaurens fjer
Dato: 7. maj 2012
Forfatteren Sissel-Jo Gazan er nomineret til næste års International IMPAC Dublin Literary Award.
Københavns Hovedbibliotek indstiller hende for romanen Dinosaurens fjer, der er en videnskabelig krimi, en kærlighedshistorie og et psykologisk drama. En roman om fædre og mødre og børn og de hemmeligheder, der forpester livet.
Bogen udkom herhjemme i september 2008 og har rundet et salg på 100.000 eksemplarer. Den har modtaget DR Romanprisen og prisen som Danskernes Yndlingskrimi 2000-2010, ligesom den er solgt til udgivelse i mere end 12 lande, herunder USA, Tyskland og England.
IMPAC-prisen, der er på 100.000 euro (ca. 745.000 kr.), er den største hæderspris, der gives til et enkelt værk. Næste forår afgøres det, om Dinosaurens fjer også får en plads på shortlisten, der vil indeholde 10 bøger.
2012-prismodtageren afsløres 13. juni 2012. Ingen danske forfattere er udvalgt til den shortliste. Blandt de tidligere prismodtagere har været Gerbrand Bakker, Orhan Pamuk, Herta Müller og Per Petterson.
Med venlig hilsen
Gyldendal